Mit barn

Martin blev født med en alvorlig hjerneskade. Fødselslægen skønnede forkert og satte først ind med kejsersnit, da det var for sent. Et vildt drengeliv med snobrød og huler i høje træer, badeland, haletudser i syltetøjsglas, Peter Plys, tøsejod på knæene og drengene efter pigerne var forbi, før det nogensinde kom i gang.

I mange timer fik Martin for lidt ilt til hjernen, og det efterlod ham både fysisk og psykisk handicappet. Og i øvrigt alment svækket. Han lider af astma og epilepsi, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange vi har været på hospitalet i de 12 år, der er gået.

Martin har ikke noget sprog. Han sidder i kørestol. Han har nedsat syn. Han er spastisk lammet i både arme og ben. Han bruger ble. Han skal mades, bades og have tøj på. Han vågner ved to-tre tiden hver nat, og så sover han ikke igen før hen under midnat dagen efter. I dagtimerne går han i en specialskole, ellers er han hjemme. Så det er en stor lettelse for os begge to, når han er på besøg hos sin søde aflastiningsfamilie eller sin far.

Tro ikke, at jeg er bitter. Jeg er taknemmelig for mit barn. I dag er jeg et helt andet menneske. Moden og afklaret. Klogere og stærkere.

Martin er en gave. Det, vi har sammen, er meget smukt og intenst. Måske fordi vi lever med døden hver eneste dag. Lægerne mener nemlig ikke, han har særlig lang tid tilbage. Martin har mange gode dage med masser af smil og godt humør, men hans liv er også fuld af smerter og ubehag. Så i stille stunder hvisker jeg til ham, er det er OK, hvis han ikke har lyst til at være her længere