Mit liv

Mit liv som mor blev en slem overraskelse. Da jeg vågnede op efter kejsersnittet, var mit barn væk. Han lå i en kuvøse på neonatalafdelingen på Hvidovre Hospital, og der gik flere dage, før jeg måtte holde ham. Mit barn var hjerneskadet, sagde de. Og lægerne regnede ikke med, at han ville overleve. Så der lå han i fire måneder.

De næste to år var Martin indlagt på børneinstitutionen Vangede Huse i Gentofte. I den periode var det meget svært at få livet til at fungere. Så jeg glædede mig til den dag, han kunne komme hjem. Men da tog andre problemer over. Jeg isolerede mig mere og mere fra omverdenen og skubbede mange af vennerne fra mig. Andre trak sig helt af sig selv. En af konsekvenserne var, at ægteskabet ikke holdt. Og så mistede jeg mit job, min nattesøvn og alt, hvad der i øvrigt minder om et normalt liv. Hele min identitet gik i opløsning.

Men i stedet for at gå til grunde lykkedes det mig mirakuløst at mobilisere det kildevæld af indre ressourcer, som de fleste mennesker er i besidelse af uden at vide det. Jeg accepterede efterhånden min situation, og lærte at mestre rollen som mor til et svært handicappet barn. Og rollen som ufrivillig bruger af det sociale system. Jeg fandt en handicapvenlig lejlighed, og jeg arrangerede mig med en dejlig støttefamilie, der aflaster mig en gang imellem. Jeg gennemførte en terapeut-uddannelse, og her fandt jeg et varigt ståsted som rådgiver for andre forældre med multi-handicappede børn.

På seminarer og kurser i Danmark og USA øser jeg i dag af mine dyrekøbte erfaringer. Den dybere mening med mit liv er nu at ruste usikre og ulykkelige forældre til at passe på sig selv og hinanden, så de sammen kan skabe et ordentligt liv.