Kære Martin

Klokken er halv tre natten til tirsdag, og jeg ved, at vi ikke kommer i seng igen. Endnu en gang har du svært ved at trække vejret. Denne gang er en af de hårde. Dine fingre er blå, det er din tunge også, fordi du ikke får ilt nok, og dine øjne er fyldt med angst. Du spænder i alle dine muskler, så din inhalation kan ikke komme ned i dine lunger for at hjælpe. Du ser angstfyldt på mig og dine øjne siger: ”Er der ikke mere, du kan gøre. Jeg kan ikke få luft”.

Vi har været igennem de her anfald mange gange. Du er ved at gå op i feber og din vejrtrækning bliver først normal, når feberen er deroppe, hvor den vil være. Helt op til 41 grader. Du hyperventilerer, og jeg vil tro, at du har smerter. Du får ilt nu. Det plejer at hjælpe.
Jeg kan ikke tillade mig selv blive bange eller at blive ked af det. Jeg sætter mine egne følelser til side, så jeg kan hjælpe dig bedst muligt.

Jeg bliver nødt til at gå ud ad rummet. Jeg kan mærke, at min egen vejrtrækning er blevet overfladisk og jeg spænder i min mave. Jeg er bange, ked af det, frustreret over ikke at kunne gøre mere for dig. Jeg tænker, det er nu, jeg plejer at gå i køleskabet, men ikke denne gang. Jeg kan høre, at du kæmper med vejrtrækningen, selv om du stadig får ilt. ”Jeg vil ikke spise nu” , siger jeg højt.

Kære Gud, hjælp mig igennem denne krise. Jeg går ind til dig igen og jeg holder din hånd. Du slapper lidt af. Neglene er igen lyserøde, men det er jo på grund af ilten. Jeg ser på dig, mens jeg holder din hånd. ”Er det mig, der holder dig i live?” ”Holder jeg fast på dig uden at vide det?”

Du er stadig bange. Jeg sætter ilten lidt ned. Det nytter ikke, at du får for meget. Mange i min situation ville nok tænke: Hvorfor ringer hun ikke efter en læge eller en ambulance? Men hvad kan de gøre, som jeg ikke allerede gør? Give ilt og se tiden an. De vil bare tilbyde mig at få dig indlagt, men så bliver det jo alligevel mig, der skal sidde og observere dig. Det kan jeg bedre herhjemme, hvor du er mere tryg.

Din krop er nær kogepunktet, men dine fingre og fødder er iskolde. Typiske febertegn. Det er jo meget godt. Så er du snart deroppe. Du har røde plamager på kroppen, fordi den arbejder så hårdt. Du har stadig svært ved at få vejrtrækningen helt normal. Du hoster stadig meget slim op. Det føles nogle gange, som om du er ved at drukne i al den slim. Hvornår kunne du sidst trække vejret uden al den slim? Da du lå inden i mig. Det er mange år siden. Du er 14 år.
Siden den første dag på denne jord har dine lunger været fyldt med slim. Mange gange, så mange, at jeg ikke har tal på dem, har dette slim været tæt på at koste dig livet. Men du er her endnu. Er det din vilje, eller Gud’s. Eller min måske? Har jeg svært ved at give slip på dig, fordi du er hele min identitet?

Jeg er god til at holde dig i live. Er jeg for meget plejer, når jeg holder dig i live, eller er det min rolle som mor, der holder på dig. Hvor går grænsen? Hvornår holder jeg op med at være mor og er bare plejer? Eller hvornår holder min plejerolle op, og morrollen kan tage over)

Jeg kan høre, at din vejrtrækning er blevet mere rolig. Du er oppe i feber. Jeg behøver ikke at tage den. Mine hænder siger 39,8. Du skal have væske. Jeg har da én fordel. Jeg ved nøjagtigt, hvor meget væske du får. Jeg behøver jo ikke at tvinge det i dig, som normale mødre skal tvinge deres børn til at drikke nok. Du er sondeernæret, jeg ved hvad du får. Jeg ved også, hvor meget du skal have i timen, så kroppen kan følge med. Er det som plejer eller velinformeret mor, jeg ved det?

Jeg tænker meget over min mission her i livet. Jeg ved, at du er kommet til mig af en grund. Det er ikke så længe siden, at jeg kunne sætte ord på missionen. Jeg er her på jorden for at tjene Gud. Det er vi alle, og vi har alle en måde at gøre det på. Det er dog ikke alle, der tænker i de baner, men det gør du og jeg. Jeg vidste bare ikke, hvordan jeg skulle tjene. Stort eller småt. Pludselig er det gået op for mig, at du jo er også her for at tjene Gud. Jeg har jo altid vidst, at du havde en mission her i livet. Det er først nu, jeg kan sætte ord på den. Det har været det, du skulle lære mig. Vi har været meget igennem sammen, for at jeg kunne få den lærdom. Du har betragtet mig gennem mange år, og du har vidst, at jeg bare ikke fattede det. Nu har jeg fundet måden at tjene på.

Du har tjent godt og du fortjener at blive fri. Jeg ved, at der har været mange gange, hvor du har ønsket at sige stop. Alle dine vejrtrækningsstop, den pludselige og uforklarlige ændring af din tilstand. Men det var, som om at du i den tilstand havde en snak med Gud, og han fortalte, at din tid ikke var kommet. Lægerne kunne ikke finde en grund til det, men det gjorde ikke noget. Du og jeg kender sandheden. Det er nok.

Jeg ved, at du har været nøglen til min kærlighed. Hvis jeg ikke havde fået dig, så havde jeg aldrig fået kontakt til den dybe kærlighed, jeg besidder. Måske har den kærlighed nogle gange været for destruktiv. Jeg har holdt på noget, der egentlig skulle sættes fri. Jeg kan jo ikke holde på vand, eller sætte en vild fugl i et bur. Men det er det, jeg har gjort. Jeg ved jo, at man ikke dør, man skifter bare form, men alligevel. Min kærlighed har været for kvælende.

Kan man få for meget kærlighed? Ja, hvis den er destruktiv. Desværre vidste jeg ikke, at den stærke kærlighed, jeg har til dig, ofte er for meget. Det er jo ikke noget, jeg gør med vilje. Jeg gør det bedste jeg kan. Det er i rollen som mor, jeg får al min visdom, men hurtigt, må jeg falde tilbage til rollen som behandler. Måske ser jeg mig som behandler, fordi det gør for ondt som mor at skulle udsætte sit barn for alt det, jeg udsætter dig for.

Jeg ved, at meget af min visdom kommer til mig om natten, hvor der er helt stille udenfor.
Du og jeg har været igennem meget. Det er nok mest dig, der har været igennem det, men det har ofte været svært for mig, at stå på sidelinien og bare være vidne til at det, du gennemgår uden at kunne gøre ret meget. Hvis jeg kunne, ville jeg tage din smerte, men det kan jeg ikke. Det har tit fået mig til at føle mig hjælpeløs og frustreret. Hvorfor kan jeg ikke få dig bedre? Er det ikke en mors opgave? Alt med os er vist omvendt. En mors opgave er at forberede barnet på livet som selvstændig, men hos os er det dig, som lærer mig. Jeg ved, at jeg ofte har været meget langsom i opfattelsen, og det har frustreret dig. Det har været svært for mig at være vidne til alle de gange, hvor du har kæmpet med det, vi andre tager for givet. Nemlig at trække vejret. Alle de gange jeg har set angst i dine øjne. Det har gjort mig så ked af det. Hvorfor kunne jeg ikke tage det fra dig?

Du har lært mig, hvad kærlighed er. Men det eneste, jeg kunne give dig, er mig. Da du var baby, var bare det at sidde med dig, holde dig, en dejlig følelse. Jeg blev hurtig god til det, for jeg havde tiden.

Ingen børn kommer med en manual, så jeg måtte lære, efterhånden som tiden gik.
Jeg var god til at give dig, men jeg glemte mig selv i processen, for jeg havde aldrig lært at give til mig selv. Det lærte du mig også. Jeg håber, du synes, jeg har været en god mor. Du skal vide, at jeg har gjort mit bedste...